Pinsedag 2009

I love you – sådan stod der med nydelige kulørte tuschbogstaver skrevet på en lidt ældre venindes dør i det Herrens år 1969.

I love you – det var det år, da Beatles sang ”All you need is love” med omkvædet ”Love, love, love”, og med et indhold der er passende som pinsesalme: ”Der er intet, man kan gøre, som ikke kan gøres, intet man kan synge, som ikke kan synges, ingen man kan frelse, som ikke kan frelses  – det er let – alt, hvad du behøver, er kærlighed” (i egen, ikke særlig smuk oversættelse)  – eller som apostlen Paulus smukkere udtrykte det: ”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt” (1. Korintherbrev 13, 7).

”I låve ju” – og fnisende fortalte veninden, at det hed ”I love you”, men hun ville ikke sige, hvad det betød, – som om det var noget uartigt og ikke noget for små børn. Og derfor kunne jeg jo straks gætte det – ”jeg elsker dig” -, men alligevel beholdt det lidt af sin mystiske betydning, fordi det først lød som ”at love”, – at love noget, – og det også lød som ”loven”, en lov, man skal rette sig efter.

Siden er de ord blevet til tom snak gennem timevis af amerikanske film, men ordet love er stort, fordi det er så let og samtidig får sagt, at hvad vi kalder kærlighed, er en lov og noget man må love og får lovet – et løfte, en pagt.

Det er pinse. Det er at være bundet til den frie kærlighed. Det er, at Gud er kærlighed og kærlighed er Guds, og det binder os og gør os frie. Pinse er, at der er et kærlighedsforhold mellem Gud og mennesker, og det forhold er en lov og et løfte.

At sige, at Gud er kærlighed, kan ikke forstås. For det siger i grunden ikke mere, end da Moses ved den brændende tornebusk spurgte efter Guds navn og fik svaret: ”Jeg er – det er mit navn”. Jeg er – det er nærmest et ”ikke-navn”. Sådan siger ordet kærlighed ikke mere om Gud end ordet Gud. Ordet kærlighed er det ord, vi har for den kraft, der kan bringe et menneske ud af sig selv, ud over sine egne interesser og sin egen forstand til at give og give sig og give sig hen, af kærlighed.

Måske siger sætningen ”Gud er kærlighed” (1. Johannesbrev 4, 16) så alligevel det, at denne kraft udgår fra Gud – deri ligger, at den er ikke min præstation eller evne, men jeg lever af den, dør i den, den er meningen med livet – for mig og for alle.

Hvert menneske og alting står i et forhold til Gud, er knyttet, bundet til Gud.

Her i kirke udtrykker vi det bånd ved at sige, at vi er Guds børn. – kærlighedsbåndet, pagten er knyttet i dåben og er en rettesnor og ledetråd for vores liv.

Men der findes andre udtryk – måske mere fremmedartede: At vi er Guds elskede – ikke kun knyttede med skabelsens navlestreng (– det er endda rimelig overkommeligt for os at forstå, når vi undrer os over, hvor livet kommer fra, at vi her kan takke Gud for livet) – men at vi også som voksne selvtænkende, selvrådige, lykkelige, fortvivlede, søgende, famlende, er bundet med kærlighedsbåndet til Gud.

Det er pinsens fejring.

Pinse er så at sige for voksne – voksne der ved, at kærligheden ikke udelukkende er en naturkraft, der gør at vi ikke kan lade være med at elske hinanden. Hvis man er heldig, oplever man det i forhold til det lille barn, at naturen giver en lidenskab og beskyttertrang, ja, kærlighed for det lille barn, ligesom naturen giver en lidenskab, forelskelse og begær for et andet menneske. Men de voksne ved, at man kan lade være med at elske.

Sagtens.

Den helt almindelige medmenneskelige kærlighed er ikke nødvendigvis lidenskabelig og uimodståelig. Men det er den, der bærer livet. Det er den kærlighed, der giver rum for det andet menneske, der kan sætte sig i den andens sted og give sig, tilgive, hjælpe og følge. Kærlighed, som er praktisk handling, også over for den fremmede og den, man ikke kan lide og ikke har lyst til at elske. Kærlighed, som ikke kun er af lyst, men også af nød, en livsholdning, et livsforhold.,

At stå i et kærlighedsforhold til Gud betyder at være bundet af kærligheden som lov og som løfte, en ægte-pagt.

Brylluppet er det, der kommer nærmest til pinsefesten. En kærlighedspagt, pagtslutning. Brylluppet fejrer den kærlighed, der vil og skal.

Den henførte kærlighedshvisken mellem to mennesker kommer ikke så mange andre end dem selv ved, men i det øjeblik man holder bryllup, så er det en viljeserklæring, noget man kunne lade være med. Man slutter en pagt, anerkender, at der skal være et bånd imellem de to parter, som har virkning for måden at leve på. Bryllup har ikke så meget med følelser som med liv og ansvar og handling at gøre: Man binder sine liv til hinanden og forpligter sig på den anden og forstår sig selv i forhold til den anden.

På den måde betyder ægteskabet jo ”lov” – ikke bare sådan at ”dit ønske er min lov” – men alligevel sådan, at man begrænses af den anden, min egen selvudfoldelse bliver mødt at hensynet til den anden. Sådan bør det være i alle livets forhold (hvis vi lever på, at Gud er kærlighed), at hvert menneskes selvudfoldelse bliver mødt af hensynet til det andet menneske. Men i brylluppet indgår man en pagt med et andet menneske om at leve sådan sammen.

På samme måde er pinsen en pagt mellem Gud og mennesker – en kærlighedspagt.

Pinse var og er for jøderne festen for pagtslutningen på Sinaj, der hvor Moses og israelitterne indgik en pagt med den usynlige Gud, som de fulgte ud af trældommen i Ægypten, og de derefter modtog pagtstegnet, den fælles lov, der gælder for alle. Loven, den fælles lov betyder jo frihed for mennesker – frihed fra, at de stærke hersker over de svage. Loven, der gælder for alle, betyder nok begrænsning i den stærkes selvudfoldelse – så selvom jeg har lyst til at slå ihjel eller tage noget fra det andet menneske, så gør jeg det ikke, fordi vi er under samme lov. men loven betyder frihed for den svage – så selvom jeg ikke kan beskytte mig selv, så beskytter loven mig.

Sådan fejrede og fejrer jøderne pinse, og til forbindelsen mellem brylluppet og pinsen hører også en jødisk bryllupstradition, at bruden natten før brylluppet undervistes af rabbinerne i loven: Hun, som skulle føre det fælles hus og familien videre, skulle kende den Guds lov. Det er hverken hende selv eller manden, der er Gud, det er ikke deres ejendom eller deres familie, der er Gud, men alle er under fælles lov.

Den gamle pagt, det gamle testamente – det er Loven. Den nye pagt, det nye testamente, som Jesus sætter ind i verden – det er kærligheden. Kærligheden opfylder loven. Gud er kærlighed og Jesus som Guds repræsentant har levet kærlighedens lov ind i verden og opfyldt den. Helligånden, Guds kærligheds kraft, der åndede i Jesus, ånder troen på Jesus som Guds synlige, menneskelige kærlighed ind i mennesker. Helligånden knytter kærlighedsbåndet mellem Gud og mennesker. Helligånden skaber det under i verden, at vi faktisk bliver optændt og opflammet af Guds kærlighed, som vi kender den i Kristus, kærligheden, så at den bliver vores lov.

Det drejer sig ikke længere om at opfylde bestemte paragraffer eller lade være med at gøre bestemte ting – det drejer sig derimod om, at Guds kærlighed skal opfylde vores liv, så at vi kan gå ud over os selv, så vi gider elske, sige forløsende ord til hinanden, hjælpe og støtte tilgive og hele andre menneskers liv og lade os vejlede af Jesus. Ikke af frygt for straf, men fordi vi tror, at Gud er kærlighed, givet til os.

Det er det, som fortællingen om disciplene med ildtunger på hovedet handler om – et billede som for øvrigt før den tid i den jødiske tradition brugtes om Moses og om dem, der modtog loven på Sinaj. Her er en ny lov, love.

Pinsen er festen for, at vi er den nye pagts folk, vi er kærlighedens folk, og gid man må kunne se det på den måde, vi lever på!

I alle forhold. Kristendom er næstekærlighed, vil de fleste af os sige – men som på Jesu tid bliver det så altid et spørgsmål om at afgrænse: Hvem er så min næste? Hvordan afgrænser jeg, hvem jeg skal elske? For jeg kan jo ikke gå og elske alle og enhver.

Men der er ingen hjælp og ingen facitliste at hente: Jesus svarede den, der spurgte, med historien om den barmhjertige samaritaner – og svarede altså: Kærligheden kræver handling og kærligheden kender ingen grænser mellem mennesker, mellem de fremmede og os, de lavere og de højere kaster. Budet hedder: Elsk! Elsk Gud og din næste. ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”, siger Jesus til sine disciple, og det er os. Det er et kredsløb af kærlighed: Jesu ord er budet om kærlighed, og den kærlighed kommer Gud selv og giver os – ja, slår sig ned i denne verden som Helligånden og bor her som kærligheden, som vi lever af og skal give videre. Det er næsten som vandets kredsløb mellem himmel og jord, som regn og der falder og driver over og gennem jorden og stiger til vejrs i skyerne, et kredsløb, der bringer liv.

Og der er nok af jordnære opgaver for kærligheden at tage fat på: Hvordan udmønter kærligheden sig politisk, hvordan laver vi love og samfundsordninger i et demokrati, der giver rum for kærligheden? Skoler, plejehjem, sygehuse, institutioner, arbejdspladser, fællesskaber – hvordan lever jeg kærligt med mine nærmeste, også når jeg ikke føler nogen lidenskab eller naturlig kærlighed? Naboerne, kollegerne, de fremmede?

Hvis vi tror, at Gud er kærlighed, så gælder kærlighedens lov hele livet og alle mennesker.

Den tro har Jesus sat i verden og derfor slutter vi i evangeliet til i dag i Jesu samtale med disciplene aftnen før sin død, hvor de spiser og taler sammen omkring påskebordet. Alle de evangelietekster, vi har hørt siden påske, er hentet fra den afskedssamtale. Den samtale er begyndelsen på den samtale, som Helligånden livet igennem fører med os og vi fører med hinanden om, hvad troen og håbet og kærligheden betyder, og hvad det vil sige at leve i lyset af Jesus.

”Rejs jer og lad os gå herfra”, siger han til sidst, – lad os gå ud i den verden, som har brug for Guds kærlighed og har brug for at nogen tror på den og lever efter den. Der er nok at gøre og man kan dø af det. Men selv i døden er Kristus. Intet kan skille os fra Guds kærlighed.

Og inderst, midt i det alt sammen, lyder det:

”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.

Fred – det er, hvad regnbuen i det gamle testamente betød. Efter storm og regn og undergang og syndflod satte Gud sin bue i skyerne som et tegn på fred mellem Gud og mennesker, et tegn på fredspagten. Hvad der end skulle komme, så rokkes den inderste fred mellem Gud og mennesker ikke.

Jesus giver den nye pagts fred, den dybe overensstemmelse med Gud, – freden som vi kender den, når vi endelig finder hvile i en favn, når vi endelig kan slippe os selv og lade en anden omfavne os og holde os oppe.

Det er fred. Den fred i Guds favn er midten af alting.

Når alt er sagt og gjort, det vi kunne og en del af det, vi ikke skulle, når vi har slidt med kærligheden og det i os, der ikke vil elske – så er vi stadig under regnbuen, i freden.

Vi lever et regnbueliv – inderst og på den yderste dag er vi omfavnet af Gud. Det er loven, det er løftet, det er kærligheden.

Glædelig pinse!