Folkekirkens ritualer

Nu nærmer tiden sig, hvor forretningerne – igen i år alt for tidligt – finder julepynten frem. Så bliver det vel tiden til at begynde at overveje: Hvordan skal vi peppe julen op i år, så den bliver helt anderledes end alle andre julefejringer – ny og spændende, så flere vil være med til at fejre den? Hvilken eksotisk mad skal vi spise, som lugter anderledes end and og flæskesteg, hvilke nye sange skal vi synge, som vi er sikre på, at vi ikke kan i forvejen? Og i kirken må præster og organister vel lægge hovedet i blød for at finde alternative gudstjenester, sådan så man kan være helt sikker på, at folk får sig en overraskelse, når og hvis de skulle komme i kirke. For ingen gider vel komme, hvis vi skal synge de samme salmer som sidste år, og hvis vi endnu engang skal høre den samme historie om barnet, der er født i Betlehem?

Sjovt nok er det ikke sådan, vi tænker. Tværtimod er julefesten forbundet med gentagelse. Og det gælder både, hvis vi fejrer julen som nordisk solhvervsfest eller fejrer den som festen for, at Jesus er kommet til verden som lyset i mørket eller begge dele. Kun hvis vi udelukkende fejrer den som forbrugsfest, er det klart, at forbruget i år skal overgå det sidste år – for det er det eneste sikre ritual i forbrugsreligionen: Mere, nyt, anderledes.

Måske er det forbrugsreligionen, der smitter af på vores forhold til kirke og kristendom, hvis vi kommer til at fokusere på, at kirkens ritualer og handlinger skal være nye og spændende, de skal trække så mange som muligt til og give os rigtig fede, individuelle oplevelser. For kirkens og kristendommens ritualer giver kun mening, hvis man deltager i dem – tager del med sig selv, sin krop og sjæl og eksistens. De kan ikke forbruges. Man oplever kun en fest, hvis man deltager i den – ellers er man bare tilskuer til et eller andet mere eller mindre kedeligt skuespil.

Ritualer er mange slags. Der findes både private ritualer, og ritualer som giver os en fælles måde at være sammen på – i det daglige, i måden vi omgås hinanden på, og i de store sammenhænge i festen, fejringen og gudstjenesten

Kirkens opgave er ikke at ”lave ritualer” og slet ikke at ”lokke flere til”. Kirkens opgave er at forkynde og høre evangeliet om Jesus Kristus, for nu at sige det kort. Ritualerne i kirken – altså, at tingene foregår på en bestemt måde ved gudstjeneste, dåb, konfirmation, vielse og begravelse – er det fælles rum, som evangeliet bliver forkyndt i og som mennesker kan være sammen i og finde fælles udtryk for det, som ellers kun er inden i én selv: håb og frygt, bøn og tak, tvivl og tro — og kærlighed, ikke at forglemme.

Folkereligiøsitet og overtro har der altid været og vil der altid være – ved siden af kristendommen. I os alle sammen. Verden og fremtiden kan virke overvældende og farlig, og det er dybt menneskeligt, at man prøver at sikre sig eller bare berolige sine tanker ved forskellige ritualer., som måske ikke er særlig kristne, men bare udtryk for almindelig menneskelig kamp for at klare dagen og vejen. Så længe vi ikke forveksler folkereligiøsitet med Gud og livets mening.

Noget af det vigtigste ved kirkens ritualer er, at de er offentlige – dvs.. åbne for alle. Alle er frie til at tage del eller lade være. Der er ikke noget, der lokker. Der er ikke noget hemmelighedsfuldt eller ”Kun for dig personligt!” Det, der foregår i kirken er åbenlyst for alle.

Det offentlige åbne rum betyder, at det aldrig er lige præcis, som jeg vil have det. Og det er jo fremmedartet i sig selv, i en tid hvor alle andre ”brugerflader” indretter sig hvad DU vælger.

Til gengæld møder jeg noget andet end mig selv i kirken: Ord, som jeg ikke kan sige mig selv; De andre, som er anderledes end mig og har andre interesser andre skæbner, andre holdninger.

Det kan opfattes som kedeligt. Og det er da også – lige så kedeligt som rugbrød og kartofler eller som julen. Det er kedeligt, hvis man ikke synes, man har brug for det eller ikke vil tage del i fejringen.

Der er måske drilleri at fremhæve julen som topmålet af fælles ritual. For hvem kan holde ud at holde jul hver dag? Alligevel er det netop i forskellen mellem højtid og hverdag, mellem fejring og arbejde, at der kan opstå en glad livsrytme – og dertil er de fælles ritualer nødvendige.

Det er klart at ritualer forandrer sig (langsomt og støt), som alt andet i denne verden. Men for de fælles ritualer gælder det ikke, som det gør for markedet: Kun nyt er godt og du må endelig ikke kede dig eller gentage noget.

Ritual er gentagelse, ellers er det slet ikke et ritual. Og for at feste – i kirken og/eller på kroen – skal der visse ritualer og gentagelser til, som minder os om, at vores tid hører sammen – med slægten, med andre mennesker – og med evigheden.

Hovedsagen er, hvad der fejres, og at det bliver fejret. Fordi det er værd at fejre. Det er hver søndag, fordi det er festen for opstandelsen fra de døde, – og det er hver højtid og barnedåb og vielse og begravelse og konfirmation – alle disse fester, hvor vores individuelle liv bliver sat i forbindelse med den fælles fejring af opstandelsen. Så det er bare om at tage del i festen – så bliver ritualerne levende og ikke tomme skaller; fælles og ikke ensomme.

(essay bragt i Nordjyske, oktober 2008)