Første søndag i advent – i mørketiden, i tiden fuld af bekymring, fordi alting forandrer sig – vintertid bliver til regntid, vandet stiger, varmen stiger, frygten stiger. Mørket stiger. Og så er det første søndag i advent. Vi tænder et lys i en krans – utændte lys står klar – vi har en forventning om, at dette er en begyndelse på noget nyt – igen.

En gammel begyndelse. En gentagelse af begyndelsen. Kan man gentage en god begyndelse, eller begynde på noget nyt på en gammel måde?

En mand er vendt tilbage til sit gamle liv, sin barndomsby, hvor naboerne og vennerne nok skal fortælle ham, hvem han er, eller hvem han var, før han gik ud i verden og måske troede, han blev noget nyt. Manden går ind i den gamle synagoge, forsamlingshuset, hvor alt går for sig, som det plejer. I en gentagelse. Men læser på skift af de gamle skrifter og synger. Og man rækker ham den gamle Esajas´ bog – en gammel bogrulle, som er læst tusinder af gange før. Den er vel 500-700 år ældre end manden selv. Men han læser i nutid. Fra Esajas kap 61:

”Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren”.

og fra kap 42:

”Du skal åbne de blindes øjne og føre fangerne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket ud af fangehullet”.

Det er blevet læst tusinder af gange. Det nye er, at han siger: Det er nu. Der er gået i opfyldelse. Det nye er begyndt.

Lige nu er det et nåedeår for Herren. Lige nu skal fanger befries og de fattige skal høre godt nyt og de, hvis hjerte er knust, skal få nyt håb. Lige nu.

Det er Jesus, der læser højt af de gamle skrifter i sin hjemby. Det er os, der hører det 2000 år senere i vores hjemby. Og det underlige og vidunderlige er, at det er altid nyt.

Al tid nyt. Midt i mørket og frygten for dagen i morgen, midt i spekulationerne over hvordan vi finder en vej ud af det morads, vores eget liv og levned har bragt os i – midt i al den historie, vi slæber på, og som aldrig kan laves om, dér bliver tiden ny. Et nådeår fra Herren.

Første søndag i advent er nytårsdag i nådeåret. ”Herrens år med vor Guds velbehag/ nu bringe os glæde hver Herrens dag./ Velkommen, nytår, og velkommen her.”

Men hvad er et nådeår. I gamle dage på Jesu tid, (hvis de da var gamle – for på hans tid var profeten Esajas´ tid de gamle dage, og nu er de måske lige gamle og lige nye for os – mens min barndom er de virkelig gamle dage!) – men altså i gamle dage forstod man nådeåret som et særligt festår, hvor den nåde, som man tiltroede Gud, fik særlig virkning i samfundet: Guds nåde blev omsat i praksis, så fanger og slaver blev givet fri, og mennesker fik eftergivet deres gæld. Den menneskelige orden blev sat til side til fordel for nåden. Nåde betyder, at alt bliver givet – uden at jeg har gjort mig fortjent til det. Jeg får det gode, jeg ikke har fortjent – kun fordi giveren er god og vil mig det godt.

Et nådeår fra Herren er altså, at Guds nåde bryder igennem i denne verden.

Hvorfor bliver de så vrede på Jesus den dag i Nazareth – så vrede, at trangen til at udstøde ham og slå ham ihjel allerede dér bryder frem i lys lue, som et forvarsel om langfredag? Hvordan kan man blive vred på nådeåret?

Først giver de ham deres bifald og jubler, som når nationens store søn vender hjem som helt og sejrherre. For i mange århundreder har de ventet på Messias, Herrens salvede konge, der skulle komme og gøre alting godt for Guds udvalgte folk og kaste dets fjender i havet – en ny kong David, Messias, Kristus. Og tanken ligger dem nær: Er det ikke oven i købet Josefs søn? Han er en af vore egne, en rigtig guttermand! Endelig sker der noget i Nazareth, udkantsområdet over alle udkantsområder. Det er jo nærmest sådan, at resten af landet regner Galilæa, den nordlige provins, hvor Nazareth ligger, for udland. ”Kan noget godt komme fra Nazareth?” – siger de. Nu skal de få at se! Vores helt egen Messias – fra Nazareth!

Alle gav de ham deres bifald.

Indtil han begynder med alt det med de rigtig fremmede,  – historierne om, hvordan de gamle profeter blev sendt til de fremmede, hedningerne, med den forkerte religion: Profeten Elias blev sendt til enken i Sarepta i Sidons land, som viste ham gæstfrihed og reddede ham fra sultedøden, og profesten Elisa helbredte en syrisk general Na´aman  fra spedalskhed ved at lade ham bade i Israels egen flod Jordan. Disse historier fra profetskrifterne kendte alle i forsamlingen – men når Jesus trækker dem frem netop i det øjeblik, hvor jublen over ”vores egen Messias” bryder frem, så lyder det jo, som om han har tænkt sig, at det er de fremmede, de andre, der skal have glæde af Messias, af frelseren, – og så kan det være nok! Først er man udkantsområde, og når så endelig en af landets egne sønner bliver noget stort, så tænker han ikke først på sine egne, men på dem uden for. Så kan han selv komme uden for, helt uden for – helt ud over kanten af det bjerg, vores by er bygget på!

Sådan har jeg altid hørt historien om Jesus i Nazareths synagoge. Indtil en kollega forleden gjorde mig opmærksom på, at citatet fra Esajas´ bog både drejer sig om profeten selv, men i lige så høj grad i Esajas bogen er rettet til hele folket: ”Se min tjener, min udvalgte” – det er hele folket. Hele folket får i Esajasbogen den opgave at bringe ret til folkene – dvs. til alle de andre – alle dem, der ikke kender Gud og ikke tror på noget håb. Hele folket får den opgave at åbne de blindes øjne og føre fangerne ud i friheden. Hele folket får opgaven at leve nådeåret – at gøre Guds nåde gældende i det virkelige liv blandt alle mennesker.

Måske er det også sådan, de hører det den dag i Nazareth. De, som venter på en frelser og befrier, der én gang for alle vil ordne fjenderne og alle problemerne og skabe en lys og stor fremtid for folket – de hører og ser, at han peger på dem selv: ”I vil sikkert bruge den talemåde om mig: Læge, læg dig selv – gør nu de undere, du har gjort andre steder, herhjemme i din egen hjemby” – men det vil han ikke. Han peger videre, og han peger på dem: Den opgave at bringe lys til folkene drejer sig ikke om at beholde det for sig selv, men at give det videre til dem uden for – til alle folk. Ligesom profeterne blev sendt ud til alle mennesker, sådan skal også I, der tror på Gud og har fået håbet og troen, I skal lade nåden gælde for alle de andre. I skal udråbe nådeåret og gøre hvad I kan for at lindre menneskers sygdomme og sorg og søge retfærdigheden. For det er her alt sammen lige nu.  Det er ikke noget, der først kommer engang. Det er noget, I skal gøre nu!

Er det det, der får dem til at drive ham til kanten? At han på en måde tager håbet fra dem om, at der vil komme en og ordne alting, og samtidig giver dem håbet om, at Guds nåde virkelig gælder dem selv og hele verden?

Vi må svare for os selv. For det er altid nutid. Vil vi være med til at udråbe et nåde år fra Herren? Og forsøge at gøre Guds nåde gældende i verden over for de knuste hjerter, der længes efter glæde, godt budskab til fattige, frihed til fanger, og nyt syn til blinde? Tror vi på nåden?

Vi får i dag en ny begyndelse. Vi får hver eneste dag en ny begyndelse med et råb: Guds ånd er over dig, han har sendt dig for at gå med glædesbud – udråb et nådeår fra Herren!

Og så kan vi prøve at lukke ørerne og støde Kristus fra os – men han baner sig vej midt i blandt os og opstår fra de døde , og bliver ved med at kalde: Guds nåde gælder alle – selv dig.

Og vi kunne også prøve at åbne hjertet for glæden og leve på, at det under sker, at blomstre som en rosengård skal de øde vange. Og mens alting bliver mørkere, kan vi tænde lys for hinanden. Mens håbløsheden vokser, skal vi fortælle om håbet og solopgangen, og leve som mennesker, der venter glæden – ikke først engang – men lige nu.

Det skal nok gå alt sammen – Messias baner sig vej gennem alt.

Det er et nådeår fra Herren, vi lever i og vi har fået den opgave at dele håbet og glæden med alle. Det siger Messias – i dag, i morgen, al tid og i al evighed.