Så kan de lære det. Så står de der med deres lamper, som de nu endelig har fået blus på, og vil ind til festen. De står og banker på porten, men den er lukket. For sent. Bare ærgerligt. Lær det.

Lær det! Det er, hvad der er meningen med Jesu lignelse om de ti brudepiger. En lignelse er en historie, der ligner, et spejl, som vi kommer til at se os selv i  –  og  idet vi spejler os  i den, så kan vi lære det. Så kan vi selv se, hvad der tåbeligt og klogt i vores eget liv.

Lignelsen om de ti brudepiger er en af de lignelser, der har den klareste morale. Den ender ligesom eventyret Svinedrengen foran den lukkede port.

I eventyret om svinedrengen er det prinsessen, der ikke vil have det ægte – hun vil ikke have rosen og nattergalen og prinsen, hun vil kun have den kunstige og nemme underholdning, som svinedrengen laver, og så ender det med, at han slet ikke vil have hende og hun bliver smidt ud af sin fars rige og må stå uden for porten og synge: ”Ach du lieber Augustin, alles ist weg, weg, weg”.

Det er da synd. Men det er moralen, – lad være med at være så dum som prinsessen.

På samme måde med de ti brudepiger. De ved alle sammen, at de er på vej til fest,  – og opgaven for brudepiger dengang var at gå ud og møde brudgommen med lys i hænderne og så lave et festoptog hen til festen med lys, så alle kunne følge med og tage del i glæden.  Og nogle af dem har forberedt sig på deres opgave og taget rigeligt med olie med, for at de kan lyse lige så længe som det bliver nødvendigt. Men nogen af dem gad ikke rigtig bruge så mange penge på det, for så vigtigt er det vel heller ikke, og han kommer jo nok alligevel. Dem, der havde taget olie med, er kloge, dem der ikke gad, er dumme. Og de ender uden for porten – ”Ach, du lieber Augustin”.

Og så kan det ikke hjælpe, at vi bliver forargede på brudepigernes vegne, ligesom vi kan blive forargede på prinsessens vegne: Han kunne da godt have lukket dem ind – det var da en smålig brudgom. Eller over de kloge piger: De kunne da godt have givet de andre noget af deres olie,- det var også synd. Det tænker vi selvfølgelig, fordi vi kender ham, der fortæller historien, og han plejer jo at sige, at vi skal give til dem, der mangler, og tage imod dem, der er uden for, ligesom Gud tager imod og er barmhjertig. Og det er da grimt at sige, at nogen er kloge og nogen er dumme, og at det er de dumme, der bliver lukket ude – hvordan passer det med, at Jesus i begyndelsen af bjergprædikenen siger: ”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres”, og at han hele vejen i sit liv står hos de små og dårligt begavede.

Det er jo godt nok, at vi har lært så meget af Jesus, at vi synes, det er synd for pigerne i historien, fordi vi har lært, hvad nåde er: At det ikke skal gå os eller andre, som vi har fortjent – men at Gud af sin kærlighed giver os, hvad vi ikke har fortjent.

Men hvis vi vil lære af historien, så må vi høre, at den handler ikke om nogle andre – om at nogle er dumme, og nogle er kloge, nogle kommer ind, og nogle bliver lukket ude – nej, den handler om mig selv og mit eget liv. Vil jeg være dum og spilde mit liv og mit liv opgave på at ligge og snorksove med en slukket lampe – til gavn for ingen? Eller vil jeg være klog og satse alt på at holde blus på lampen og bære et lille lys i mørket, uanset hvor længe det varer før festen kommer?

Historien er en lignelse om livet, og den tid vi lever.

Og det store og vidunderlige i den og i hele Jesu forkyndelse er gentagelsen af: Det ender godt. Det ender med fest. Engang, når alting er slut – for det enkelte menneske, for mig, og for verden – så ender alting i glæden og lyset. Bryllupsfesten – den ultimative fest for livet og kærligheden.

Det er den vision, der holdes op for os netop her i adventstiden, hvor det bliver mørkere og mørkere, og hvor mange mennesker mister modet – i savnet efter dem, de har elsket og det, der blev forbi, og i mismod over vores eget liv, at vi ikke kan finde glæden og ikke kan leve op til det, som vi synes, vi skulle præstere over for andre mennesker. Der er det mørke, der kommer af dårlig samvittighed over, hvordan vi har misbrugt livet – vores eget liv og naturen og det skaberværk, som vi selv er en del af. Hvordan skal vi komme videre? Hvordan skal der blive en fremtid?

Her maler Jesus visionen op for os: Løft dit hoved og lyt! Selv i mørket råber vægteren om håbet, lyset, der skal kommer. Vi i dag hører fra profetien om fredsriget – den skønneste tekst fra Esajas om ulven, der skal bo sammen med lammet, og bjørnen og koen, der bliver venner, slangen og barnet, der leger sammen – ingen volder ondt mere. Det er en vision, der rummer hele vores hjertes længsel. Og den bliver stående. Det er meningen. Glæden og freden skal blive det sidste – det evige.

Det som skal læres af Jesu lignelse om brudepigerne, er, hvordan vi så lever, mens vi venter på den fuldkomne glæde. Om vi tænker: ”Ja, det er vel lige meget, om jeg har noget at bidrage med, for det kommer jo alligevel til sidst” – eller om vi sørger for at have olie, så lampen kan brænde natten igennem som et lille lys i mørket, som et lille varsel om den fest, der skal komme.

Brudepigernes lamper er små lysprikker af håb i mørket, der fortæller for alle: Det ender godt. Brudgommen er altid på vej med festen. Hold modet oppe, også selvom det varer længere end I havde troet. Hold ud.

Og det er vores livsopgave. At bære blus for andre mennesker og bære små lys i mørket som opmuntring for andre. Jesus siger i begyndelsen af Bjergprædikenen: ”I er verdens lys. Man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Såedes skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres far som er i himlen”.

Det er det samme, som lignelsen siger. Det lys, vi har fået af Gud – den nåde og kærlighed, som vi møder i Jesus, – den skal gives videre som lys i verden – i dette liv. Og i disse CO2-tider kan vi glæde os over at det er et aldeles klimavenligt lys, vi skal brænde – det er en helt igennem bæredygtig olie, der skal brænde: Tro og håb og kærlighed. Og vi må have lov at se på vores eget liv – som mennesker og som kirke –  som en lille lampe, en lille lysprik i verden.

Det håb vi har fået, skal brænde og blusse i dette liv. Og det er historiens morale. Slutningens glæde skal fejres allerede nu. ”Religion er opium for folket”, har Karl Marx sagt – filosoffen, som fik stor indflydelse på vores de af verden: Religion bedøver folk, så de ikke er til stede i denne verden og gør oprør mod uretfærdigheden, men bare lader sig lulle i søvn i håb om, at engang i evigheden bliver alting bedre.

Men hvis Karl Marx nu havde hørt ordentligt efter Lignelsen om brudepigerne, så ville han have hørt, at kristendommen på ingen måde er opium for folket.  Den er olie til folket, til lampen, til livet. For det håb vi har om, at glæden og freden og retfærdigheden bryder igennem til sidst – det skal lyse i hele dette liv, så vi lever som mennesker, der er på vej til fest og har fået til opgave at lyse for andre – hvad enten tiden er kort eller lang, og det ved ingen. Vores opgave er at søge retfærdighed og fred og glæde lige nu, hele vores liv – og sætte ind hvad vi har på det, sådan at håbet kan lyse op i mørket og holde modet oppe. For så sker der noget  – når mennesker får mod på dette liv i lyset af evigheden. Så kan vi lære det.