Godt nytår!

”Hvad fejrer vi egentlig i nytåret?” Det spurgte den yngste af børnene i aftes mellem raketter og paphorn og papirshatte. I julen fejrer vi Jesu fødsel – men hvad skal al den fest og larm til i nytåret?

”Vi fejrer, at vi skifter dato” – . Det lyder ikke af ret meget. Og det syntes drengen egentlig heller, men så skulle han jo fyre flere raketter af, og da de løb ud, så var der altid knaldperler og almindelig larm, og så tog festlarmen over og blev et formål i sig selv, som det jo tit sker.

Men hvad fejrer vi egentlig? Er det en tom larmende skal over menneskers frygt for tomheden og stilheden – et heftigt øredøvende spektakel, der skal dække over at alle mennesker er bange for tidens gang? Frygt for fremtiden, længsel efter fortiden. Er det bare almen religiøs trang, som kendes i alle kulturer og religioner, til for en enkelt dag eller nat at besværge tiden og larme og brænde ting af og vende ting på hovedet og skabe sig tosset, og samtidig love bod og bedring og aflægge store løfter: ”Nu skal alting blive bedre, nu tager jeg mig sammen og bliver et bedre menneske” – i et forsøg på at besværge tiden til at give en ny begyndelse, en ny start, begynde på en frisk – det gamle er slut, aldrig mere, vi begynder på et helt nyt uskrevet blad?  I gamle dage smed man alt det gamle ud og satte ild til det i nytåret. Godt forsøgt. Så varer det måske en dag eller to, før vi igen opdager, at det gamle, historien, min person og mit liv ikke lader sig ændre ved et trylleslag og nok så mange ildstriber på himlen.

Nej, verden er den samme som i går, jeg er den samme og de problemer og ængstelser, jeg havde i går, har jeg også i dag. Men vi fejrer alligevel noget stort i nytåret. At vi skifter dato, ja – men at vi gør det sammen. Og at vi gør det i Jesu navn.

Det er en vidunderlig ting, at vi skifter dato sammen. Derved fortæller nytårsfesten, at intet menneske er en ø – med helt sin egen tidsregning. Hver for sig har vi vores tid, men nytåret er en markering af, at vi også er fælles om tiden som mennesker. Vi har historie sammen. Vi deler tiden og er sammen om at fortælle historien videre. Nytåret er fejring af fællesskabet – ikke kun med de nærmeste, men med alle, der lever på denne jord, trækker vejret lige nu og deler det vilkår at være menneske i tiden.

Vores vilkår er så uendeligt forskellige på den jord, som drejer sig omkring solen og får tiden givet af sol og måne og stjerners bevægelser. Som nat og dag er vores vilkår– bogstavelig talt. Men nytåret minder os om, at vi bor sammen på denne jord og at dag og nat går henover os alle – som vi synger i en aftensang

”Nu går solen sin vej
for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys,
og de håber og venter
på dagen, du skaber,
for kun i din sol, Gud, kan livet fornys”.

Og vi fejrer nytår i Jesu navn. Vores tidsregning er – med fejl og unøjagtigheder – udregnet efter Jesu fødsel. Derfor er nytårsfesten for os kristne en del af julefesten. Og vi, der tror på, at Jesu komme til verden betyder en glæde for alle mennesker og frelse og kald til kærlighed for hele verden, må med ydmyg glæde se, at den fælles tid verden over nu regnes efter Jesu fødsel. Det skal ikke bruges til hovere, men til at minde os om, at tiden ligger i Guds hånd, og om, at den vej af nåde og forsoning, Jesus har vandret ind i verden, skal vi følge og åbne for andre mennesker.

Alt det minder nytåret os om. Tiden er ikke tom. Den er fyldt af kaldet til at leve i Jesu navn i tro og håb og kærlighed. Sammen.

Så der er masser at fejre i nytåret – jeg nåede bare ikke at svare barnet ordentligt. Men nu er det gjort og i dag får vi i nytårsgave Fadervor. Eller rettere: Vi bliver mindet om, at vi har Fadervor – den fælles bøn for det fælles liv, hvert enkelt menneskes bøn for sit eget liv, Jesu bøn for hele verden.

Fadervor er den bøn, der knytter os sammen gennem tiden med Jesus og med hinanden og som knytter tiden sammen med evigheden – ja bønnen er en perle af evighed i tiden.

”Ja Alt, hvad et Menneske har at bede om, er sagt og lagt i faa Ord i Bønnen: “Fader vor!” den er en Naadens Draabe! den er Trøstens Perle fra Gud. Den lægges som Gave paa Barnets Vugge, lægges ved Barnets Hjerte. Barnlille, gjem den vel! tab den aldrig, ihvor stor Du voxer, og Du er ei forladt paa de vexlende Veie! den lyser ind i Dig, og Du er ikke fortabt!”

Sådan skriver H.C. Andersen i fortællingen: ”Hvad hele familien sagde”. Fadervor er nådens dråbe, en perle lagt ved vores hjerte i dåben.

Hver gang vi her i kirken eller på hospitalet, eller hvor dåben nu finder sted,  – om det er et barn eller en voksen, der døbes, –  så er dåbsgaven altid den samme: Fadervor. Vi beder for barnet eller den voksne, der er blevet døb, og vi beder for – altså overleverer med ord, den bøn Jesus overleverede sine disciple, og som siden er gået gennem tiden fra mund til øre til hjerte, til mund til øre til hjerte.

Perlen rækkes hele tiden videre som kristendommens skat og forbinder os med Jesus gennem tiden og de utallige sprog.

Fadervor forbinder hvert enkelt menneskes tid – fra dåb til begravelse. Aldrig giver det større mening end at bede for for et lille menneske, der endnu ikke kan sproget – så fadervor må være noget af det første, det lærer og lærer sproget igennem, indtil det en dag selv kan pludre med på det, mens ordene langsomt får mening. Lyden af bønnen som en sang af ord og en vugge af hvile er lige så vigtig som forståelsen af enkelte ord.

Og når vi står ved begravelsen og beder den samme bøn, så vugger hele menneskets liv i den, mindet om dåben med tilsagnet til hvert menneske: Du er Guds barn i liv og død – når du kan noget og når du intet mere kan. Du er Jesu discipel oplært og vejledt af ham i liv og død.

Fadervor fortæller, hvem vi er.

Den kristnes liv er et liv med fadervor. Nogen af os beder bønnen hver dag, nogen af os kun i kirken og nogen af os kun i de øjeblikke hvor bønnen er det eneste, der kan rumme hjertets skrig – af sorg, frygt eller glæde. Men altid med lige stor ret til at bede og sige far til Gud.

I det øjeblik, vi falder ind i bønnen, forvandles vores ensomhed til et fælleskab. ”Fader vor” – ikke bare min Gud, ikke bare mit liv – en vor Gud, vores fælles vilkår af liv og død, glæde og smerte. Og har vi samme far, så er vi også hinandens søskende – kan vi fornemme det, er det godt. Kan vi høre det, så kan vi måske også leve efter det.

Fadervor fortæller, hvem vi er sammen. Og Fadervor slår bue mellem himmel og jord – Gud og os.

”Du, som er i himlene” – du, der er evig, du, hvis navn skal holdes helligt – du, som ikke er i noget, vi eller nogen andre kan beherske. Du, der er lige nær og lige ophøjet over alle. Dér begynder vi – ordene bærer os ud mellem alle stjerner og universer, himlenes himle – og så svinger ordene sig ind i vores verden og forbinder den med himlene: ”Komme dit rige her, ske din vilje” både i evigheden og her og nu, ”som i himmelen således også på jorden”. Bøn for denne verden – det liv, mennesker lever sammen på denne jord.

Og så det helt nære: ”Giv os dagligt brød” – ikke ”giv mig”, men giv os alle, hvad vi har brug for til at leve. Til det hører, som Luther siger, alt hvad et menneske behøver, ikke bare brød, men hus og hjem venskaber, familie, arbejde – alt, hvad der hører dagliglivet til.

Og så kommer det, der er lige så livsvigtigt som det daglige brød: Tilgivelsen. Forlad os vor skyld og lad os forlade deres skyld, som har gjort os ondt. Lad os ikke blive fristet til at gøre og sige, hvad der er ondt og ødelægger livet, men fri os fra det onde – som ofre og som redskaber. Alt det har at gøre med vores liv på denne jord – et menneskeliv, der skal leves i en verden hvor der findes ondskab og død og skyld, men hvor bønnen forbinder os med Guds evighed, sandhed og kærlighed.

Og så svinger buen op igen i himlenes himle i evigheden til det ”du” , som vi har fået at kalde Gud: For eller thi dit er Riget magten og æren i evighed!

Hver gang ender vi bønnen med det lille ord for eller thi – fordi. Bønnen ender  i begrundelsen. Begrundelsen for det hele er at Faderen er. I sidste og i første ende. ”Dit er riget” – ikke mit – ikke de ondes eller det, jeg bange – ikke nogen anden end Guds.

Derfor er der altid hvile i fadervor. Den, der i himlene, er også  lige her, mens der leves og kæmpes og svigtes. Gud er den, der slutter historien, som har al magt og ære, og vil lade sit rige bryde igennem, uanset hvor sort det kommer til at se ud.

Alt finder hjem i fadervor

Det er Jesus, der har lagt den bøn i verden som en perle og af andre menneskers mund har vi fået den – gennem alverdens sprog er den vandret til os. Nu er den vores. Din, min, hvert menneskes, som har taget imod den og beder den for alle.

Så går vi ind i 2010 med bøn i Jesu navn – fælles ord mellem himmel og jord, liv og død, vores egne livstider og hinanden.  Gud give os at leve i bøn, elske, tro og håbe og bære perlen videre:

Ja Alt, hvad et Menneske har at bede om, er sagt og lagt i faa Ord i Bønnen: “Fader vor!” den er en Naadens Draabe! den er Trøstens Perle fra Gud. Den lægges som Gave paa Barnets Vugge, lægges ved Barnets Hjerte. Barnlille, gjem den vel! tab den aldrig, ihvor stor Du voxer, og Du er ei forladt paa de vexlende Veie! den lyser ind i Dig, og Du er ikke fortabt!”