Der sidder en mand ved en brønd og venter. Det er midt på dagen. Det er varmt, han er tørstig. Han tænker på en mand, der sad ved en brønd og ventede, mens han tænkte på en mand, der sad ved en brønd og ventede…

Den mand, de to tænker på, bar navnet Eliezer og var sendt ud af sin herre Abraham.

Abraham havde for mange år siden bosat sig i et fremmed land, men han ville have, at hans søn Isak skulle giftes med en kvinde fra hans eget hjemland. Og derfor sad Eliezer nu ved en brønd i et land, der var fremmed for ham og ventede på at finde en kvinde fra sin herre Abrahams slægt. Eliezer bad til den Gud, han ikke kendte: ”Du, min herre Abrahams Gud, vis godhed for min Herre Abraham , at det må lykkes for mig i dag. Om lidt kommer byens unge kvinder herud for at hente vand – giv mig så det tegn, at hvis jeg beder en kvinde om noget at drikke, og hun så svarer: ”Drik bare og jeg vil også øse vand op til dine kameler” – at det så må være hende, som du har bestemt til Isak.”

Og knap havde han endt sin bøn, før en smuk kvinde kom gående med sin vandkrukke på skulderen. Manden sagde: ”Giv mig noget at drikke” – og hun løftede krukken ned på sin hånd og sagde: ”Drik, Herre – og jeg vil også øse vand op til dine kameler, så de kan få slukket deres tørst.”

Den kvinde hed Rebekka, Hun rejste bort til det fremmede land med Eliezer og blev gift med Isak. Med ham fik hun to sønner. Esau og jacob. Den yngste snød sig til den ældstes ret, – eller gjorde han? – som i alle familiestridigheder er det uendelig strid om det spørgsmål.  Den ældste Esau blev rasende af jalousi og Jakob måtte flygte fra sin brors vrede, flygte tilbage til det land, hans mor kom fra.

Og en dag var det ham, der sad dér ved brønden og ventede på, hvad der skal blive af ham – frememd i et fremmed land. Der lå en sten over brøndens vand – hvem skulle vælte den fra?

Da ser han en kvinde komme gående med sin fåreflok, og han springer op, vælter stenen fra brønden og giver sig til at øse strømme af vand til hendes får. Den kvinde er Rakel, hans mors slægtning, og Jakob falder hende om halsen og kysser hende og brister i gråd – for han er endelig kommet hjem, midt i det fremmede.

Historien går videre – gennem kærlighed og jalousi. Jakob bliver gift med Rakel og med hendes søster Lea – de får børn, mange sønner og én datter, men Jakob elsker Rakels børn for højt, så Leas børn bliver blinde af jalousi og sælger broderen Josef til Ægypten, hvor han må så grueligt meget igennem før han bliver en stor mand. Og Jakob ved det ikke. Han sørger alle sine dage væk, for han tror, at den søn, han fik med kvinden fra brønden, er død og borte, ligesom hun selv er død fra ham.

Men lige før Jakobs liv ebber ud, kommer der bud fra Ægypten, hvor Josef er blevet forsonet med alle sine brødre. Og nu vil de alle sammen slå sig ned i det fremmede land, og Jakob skal med, for at han kan se Josef for sine øjne inden de lukkes.

Med sønner og sønnekoner og børnebørn blev den gamle Jakob, der som ung flygtede til fods, kørt til Ægypten i en vogn, hans søn Josef har sendt efter ham.

Han sendte en af de ældste sønner, Juda,  i forvejen til Josef for at få vist vej til Goshens land i Ægypten. Og så kom de til lande. Josef lod spænde for sin vogn og kørte op for at møde sin gamle far. Da han så ham, faldt han ham om halsen og græd længe ved hans hals. Så sagde Jacob til Josef: ”Nu kan jeg dø. Nu har jeg set, at du stadig er i live.”

Der gik nu noget tid, men da døden nærmede sig kaldte Jakob Josef og hans to sønner Mannasse og Efraim til sig. Han samlede alle sine kræfter og satte sig op i sengen for at velsigne sin søn og hans sønner.  Josef stillede sig foran ham med sine to sønner ved hånden, den ældste ved sin venstre og den yngste ved sin højre, og Jacob strakte sine gamle hænder ud og lagde dem på deres hoveder. Men han krydsede sin hænder, så han lagde højre hånd på den yngste og venstre på den ældste.

Josef greb fat i sin fars hånd og prøvede at flytte den:

”Det er forkert, far, det er ham her, der er den førstefødte.”

”Jeg ved det, min søn, jeg ved det”, sagde Jakob, ”Og også han skal blive stor, men den yngste skal blive større end ham.” Og så velsignede han dem begge og sagde til  Josef: ”Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og bringe jer tilbage til jeres fædres land. Jeg giver dig i arv den bjergryg, jeg tog fra amoritterne med mit sværd og min bue.”

Sådan er historien, der vælder i Jakobskilden på den jord, han gav sin søn Josef.

En mand møder en kvinde ved en brønd. Brødre og søstre forvikles i jalousi og forsones, velsignelse, kærlighed, vand, løber gennem slægterne og fortæller historien videre.

Måske sidder Jesus og tænker på alle historierne, mens han venter ved brønden. Og endelig kommer en kvinde ud til Jakobsbrønden, og han siger til hende som Eliezer: ”Giv mig noget at drikke.”

De er fremmede for hinanden fra to forskellige folk, to forskellige religioner, han er jøde, hun er samaritaner. Der er bitter strid imellem deres slægter og folk, og alligevel mener de begge, at de stammer fra den samme kilde, fra stamfaderen Jakob.

Kvinden stammer fra Rakels, kvinden fra brønden, søn Josef, den højt elskede lillebror.

Men manden nedstammer fra en af de store brødre, Juda, den yngste af Leas sønner, som aldrig blev elsket af sin far og fik et underligt liv, men som alligevel tog skylden på sig og beskyttede sine yngste brødres liv med sit eget.

Og de to folk af Jakobs slægt hader hinanden og dyrker Gud på forskellig måde – jøderne, Judas slægt, holder på, at Gud skal dyrkes på det hellige bjerg i Jerusalem, og samaritanerne, Josefs slægt, holder på det hellige bjerg Garizim – og som alle tiders religiøse stridigheder er den strid uendelig og ødelæggende. Netop fordi de er beslægtede, hader de hinanden allermest. Deres historier er som hele menneskehedens vævet sammen af kærlighed og jalousi, splittelse og forsoning.

I denne menneskehistorie møder Jesus og den samaritanske kvinde hinanden ved Jakobskilden, og deres samtale sætter noget nyt i gang i menneskehistorien.

Han hilser hende med Eliezers bøn til Rebekka: ”Giv mig noget at drikke”, og hun svarer med at pege på alt det, der skiller dem ad. Han peger på det fælles: ”Hvis du vidste, hvem der bad dig, så ville du have bedt mig, og jeg ville have givet dig levende vand” – som Jacob væltede stenen fra og gav Rakel vand.

Og her er mere end Jacob, her er noget nyt, som er større, både end den historie, der binder os sammen, og den historie, der skiller os ad.

Her er vand, der ikke bare er slægtens, familiens historie.

Og som heller ikke er dit eget livs historie, med alt hvad det rummer, både det du er stolt af, og det som du ikke vil vide om dig selv, men som ikke bliver anderledes, fordi sket er sket.

Her er levende vand, der bliver til en kilde i dig, der vælder til evigt liv.

Og det er ikke nede i brønden, – stenen er væltet fra, det evige liv vælder i samtalen med ham, der sidder ved siden af Jakobs brønd og er opstanden fra de døde, og har gjort historien helt ny.

Kvinden kommer ud til brønden for at få det, hun forventer – vand til dagen og vejen. I samtalen med manden ved siden af brønden får hun noget andet og vender tilbage til sit liv med et nyt og frit syn på sig selv og sit eget liv og et nyt syn på Gud.

Samtalen mellem dem er som vand, der strømmer. Når man taler med et andet menneske, ansigt til ansigt, føler den samme sol, samme varme og kulde, ser det samme rum, så ved man, at hvad der ellers skiller os, så er vi mennesker sammen og kan nå hinanden. Samtalen mellem den samaritanske kvinde og Jesus strømmer fra dagligdags vand og den religiøse historie, til spørgsmålet: ”Hvem er du, hvem er jeg selv, hvem er Gud?” frem til det sted, hvor kvinden siger: ”Jeg ved, at når Messias, Kristus kommer, skal han fortælle os alt” – – engang, i fremtiden, får vi sikkerhed om alting – og Jesus svarer:

”Det er mig, den der taler til dig.”

Jeg er – det er mig – det samme svar som Moses fik i sin samtale med Gud Herren i den brændende tornebusk. Det er mig, den, der taler til dig. Det svar får den fremmede kvinde som den første. Hun er den første, Jesus åbenbarer sig for i Johannes-evangeliets fortælling: Gud krydser ligesom Jakob hænderne og lægger velsignelsen først på lillesøsteren, samaritaneren, den fremmede kvinde, den, der ikke har nogen førstefødselsret at prale med.

Den samtale ved brønden er altid også vores samtale. Den begynder ved døbefontens brønd og vi bliver aldrig færdige med den. ”De sande tilbedere skal tilbede Gud i ånd og sandhed”, siger Jesus. Og det må betyde, at vi må blive ved med at søge sandheden, og blive mødt af samtalen.

–     Med Jesus – i bønnen og i tankerne: Hvordan lever jeg et liv i kærlighed – i lyset af Guds kærlighed?

–     Og med hinanden – kendte og fremmede, familie og dem, som vi ikke regner som familie, men som alligevel langt ude nedstammer fra den samme historie af kærlighed, jalousi, snyd og bedrag og forsoning, som er alle menneskers historie.

At søge sandheden betyder, at vi lader os vejlede – ligesom i en samtale, der flyder af sted.

Sandheden finder vi aldrig frem til, så vi kan sige: ”Nu har jeg den her i min spand, i min hule hånd. Gud skal tilbedes på det bjerg eller det bjerg. Mit liv er i orden, jeg har styr på det hele”.

De rene linier, overblikket, den rigtige forståelse af alting kan vi aldrig nogensinde rumme i os selv – det er netop det, der altid kommer bitterhed ud af.

At søge sandheden er for os at søge den i samtalen med ham, der alene rummer den, Gud, åbenbaret i Jesus, og med de mennesker, han har givet os at leve sammen med og dele vand med. ”Giv mig noget at drikke” kan meget vel blive vores fremtids stærkeste bøn. Rent vand på jorden opstår der strid om, der føres krige. Også i fordelingen af verdens ressourcer må vi huske på samtalen med manden ved brønden.

For han er den, der gør op med menneskets dybe jalousi og misundelse og undertrykkelse af hinanden, – den, der får søskende til at hade hinanden og forældre til at begå ugerninger, lande til at gå i krig. Han går over grænser og og går i døden. Han er den, der formår det eneste, der kan hele vores splittede verden og splittede liv: at elske sine fjender, – selv de nærmeste – og bede for dem, der forfølger ham.

Han lader den gamle kærlighedshistorie om mødet ved brønden gælde alle, der vil tage del i samtalen, lytte og svare, uanset hvad vores slægtshistorie er:

Jeg kendes ved dig, uanset hvad du fortæller om dig selv, du er Guds elskede, du er en søster, en bror. Du er Guds udkårne.

Så er sandheden sagt, og så er så meget andet at tale om, en hel masse at sige om det liv, der skal leves lige nu:

– om hvordan vi tilbeder Gud i ånd og sandhed, når det nu ikke længere drejer sig om at tilhøre et bestemt folk eller søge Gud på et bestemt bjerg, men om at elske de mennesker, vi lever med, at hjælpe dem, der er kommet i nød, at møde hinanden i samtalens åbenhed og forsone os med dem, vi står mest fremmed over for.

Han er den, der taler til os i sin Ånd, og det bliver til en levende strøm i os af kærlighed og velsignelse, der forbinder Gud og mennesker og åbner vores begrænsede liv for det evige liv, så vi strømmer over i kærlighed til hinanden. Gud give os det vand altid.