HÅB 

På vej – side om side med bøjet hoved traske af sted, på en måde målbevidst, men dog modløst, fordi målet er afgrunden, og bevidstheden om den tager modet fra enhver. Vejen fører fra slemt til værre, men der er ikke andet at gøre end skridt for skridt at nærme sig den fremtid, som ingen ønsker.

Måske skulle man prøve at glemme, lade som ingenting, eller bare prøve at redde sig selv .. der er alligevel ikke noget at gøre.

Så kommer der en fremmed og bryder ind. Går ind mellem de to, der er enige om fortvivlelsen. Han bryder ind i samtalen, der ikke fører andre steder hen end til gentagelsen af de håbløse udsigter. Og langsomt, skridt for skridt, ord for ord, begynder samtalen at åbne sig. Pludselig er der ikke kun en vej mod afgrunden eller en umulig vej tilbage til det, der var før. Pludselig begynder den fremmede at fortælle historien videre på en ny måde, så helt nye veje åbner sig.

Og før de ved af det, er de to håbløse på vej i fuldt firspring tilbage til det samfund, de kom fra, og da de ankommer, viser det hele at have ændret sig til noget helt andet, og alting er fuld af – håb.

”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os?”, spørger de to Jesus-disciple på vejen hinanden i evangeliet til i dag 2. påskedag. Den brand i hjertet hedder håb. Det er noget, der kommer til os udefra, som en fremmed, der bringer samtalen over i et nyt spor, som en uventet glædelig begivenhed, der sker på vejen mod fortvivlelsen, som den Opstandne, der møder sine hjemløse og håbløse lærlinge og lærer dem noget nyt.

At leve i håb er at leve i en forventning om det, man ikke kan vente. At leve i åbenhed for, at der kan ske noget, komme noget, som er mere end produktet af mine egne anstrengelser, eller konsekvenserne af tingenes tilstand lige nu. Mere end en fremskrivning af statistikken.

Her trasker vi af sted mod afgrunden med bøjet hoved. Vi, der ved, at finanskrise og klimaforandringer er mere eller mindre selvforskyldte og uafvendelige. Vi, der har opgivet alle drømme om, at verden kunne blive et dejligt sted, hvis bare vi ville… Vi, der ikke tror på gamle utopier. Vi er voksne, vi er skyldbevidste, vi har ingen illusioner. Kun engang imellem den, at vi kunne redde os selv ved at vende tilbage til det, der var engang. Dengang i gamle dage, da alt var godt… Men det er kun en drøm vi drømmer med lukkede øjne, mens fødderne fører frem mod en fremtid, vi ikke tør se i øjnene.

Vi har brug for håb. Det levende håb. Den fremmede Opstandnes uhøflige indbræk i samtalen med nye ord og nye veje. At leve i håb er at forvente det uventede,og ikke skubbe ham væk, når han vil slå følge på vejen, eller lukke ørene for det nye, som vi ikke kan sige os selv.

(“Etisk set”, klumme i Kristeligt Dagblad d. 14. april 2009)