”Visioner for børnekorarbejdet i fremtidens folkekirke” – Foredrag holdt ved folkekirkens Ungdomskors 40 års jubilæum

Visioner for børnekorarbejdet i fremtidens folkekirke: Ja, er der nogen, der kan have visioner, så er det da folkekirkens børne- og ungdomskor.

Vision og mission. Mission, som både i moderne strategisk og i traditionel kirkelig tænkning hænger sammen med vision: Vi har en mission, en sendelse, en opgave, og den er vi på vej med i lyset af visionen, det muligvis hinsidige, uopnåelige, men dog kommende mål.

Missionen er kirkens – sendelsen ud i verden til alle folkeslag med evangeliet, med Jesu Kristi Ord og Ånd – altid på vej. Og visionen er det evige livs håb og glæde.

Visionerne for folkekirkens ungdomskor er i enestående grad både himmelske og jordiske, både uopnåelige, og dog kommende, og helt konkrete jordnære. De himmelske kaster lys over de jordiske, og de jordiske giver billederne af de himmelske.

Visionen af den himmelske sang lyser over al folkekirkens børne- og ungdomskorarbejde. Hvorfor skal de partout synge, de børn – var de ikke nemmere at lade dem være? Når man tænker på alt det bøvl og alle de penge og den tid og ressourcer, der går til at få etableret kor, til at få børnene til at komme, til at lære dem noget, at socialisere dem og fastholde dem – jamen, så var det da nemmere at lade være. Det er altid nemmere at lade være. Hvis ikke det var, fordi der både er en mission og en vision.

Missionen er, at der en sang der skal synges videre på, formidles videre, gøres kendt – og visionen er, at der allerede nu er en sang, der skal øves på. Et af de første signalementer, der gives af de kristne, nemlig af en romersk rapporter Plinius, er at de kristne mødes tidlig søndag morgen og synger for Kristus som for en gud. Og hjertet af den kristne forståelse af sangens mission er, at Jesus og hans disciple sang omkring nadverbordet – og videreførte Det gamle Testamentes lovsang i påskesalmesangens halleluja og gav sangen en ny fortolkning. Det er det, der i traditionen har givet Jesus navnet: “Paradisets sanger”, hos Kingo: ”Søde himmelsanger”:

”O, hvor søde himmeltoner

dog oppå din tunge lå!

Du, som verdens synd forsoner,

sang, ret som du døden så!

Adam gik af Paradis,

græd for Herrens vredes ris,

du igen med sang oplukker

Himlens dør, og slangen sukker.

Men da du med sang begynder,

og du er i sjælen fro,

søde Jesus, det forkynder

lise for min svage tro,

at når jeg min død og ve

skal for mine øjne se,

jeg i dig skal trøstig blive

og i sang min død fordrive.

Syng, min sjæl, og lad dig høre!

Der er glæde i din gråd,

Jesu Ånd den dig skal røre,

syng om æblet, Adam åd!

Syng om det, som Jesus led,

om hans kors, hans blod og sved,

syng, og tro, så skal du stige

syngende i Himmerige!

(fra DDS 155 Hører til, I høje himle)

På den måde er børnekorarbejdet i centrum af den kristne mission: Det drejer sig om, at give videre, hvad vi har modtaget – give sangen og ordene videre. Martin Luther, som ikke er til at komme uden om, når det drejer sig om at italesætte missionen og visionen for børnekorsangen, har som bekendt formuleret, at “Evangelium er et græsk ord, der betyder et godt budskab, en god efterretning, gode nyheder, et godt råb, hvorom man synger, fortæller og er glad.” Fra Martin Luthers fortale til Det nye Testamente, 1522.

og

“Gud har gjort vort hjerte glad ved sin kære Søn, som han har hengivet for os til forløsning fra synd, død og djævel. Den, som for alvor tror noget sådant, kan ikke lade være, han må glad og med lyst synge og fortælle derom, så at andre også kan høre og komme dertil.” Fra Luthers fortale til Valentin Bapsts salmebog, 1545.

Det er missionen i sangen. Og visionen er den himmelske gudstjeneste, hvor den store hvide flok svinger med palmegrene, og kor synger til kor: ”hellig, hellig, hellig”, og alle de købte, i Jesu navn døbte istemmer så lydt halleluja nyt, at englene tie og smile. For at citere Luther frit fra en bordtale: Det eneste vi ved om himmelen er at der skal være sang og musik. Og så skulle vi da være nogle snøbler, hvis vi ikke øvede os allerede nu, så at englene ikke skal skamme sig ved at stå ved siden af os. Det er den vision vi øver os under – det uopnåelige mål, den fuldkomne musik. Når børnene synger opvarmningsøvelser så er det også om kap med alle engle – og med håbet: ”I himlen skal det bedre blive, når jeg får engletonen fat, i høje kor jeg synger da evindelig halleluja”. (DDS 5).

Og i lyset af det kan vi så tage fat på de mere jordnære visioner.

Den største vision er netop glæden. Folkekirkens børnekorarbejde har glæden som sin fremmeste vision. At børnene skal blive glade, at menigheden skal blive glad, at glæden må styrkes i sognet og samfundet. Hvordan bliver vi glade – udover selvfølgelig af evangeliet? Det gør vi i fællesskabet, i musikken og i den dannelse og kropslige glæde, som sangen giver hver enkelt syngende.

Fællesskabet er dels det fællesskab, som børnene oplever i koret, og dels det fællesskab, som skal stå bag korabejdet – og dels fællesskabet i samfundet. Børnekor er ikke en niche i kirken – eller at pædagogisk projekt for at lokke børnene eller deres forældre i kirke Børne- og ungdomskor er helt centrale i folkekirkens mission og vision. Her foregår indøvelsen i kristendommens livsytring. Børnekorarbejdet er i egentligste forstand menighedsopbyggende: Opbygger de børn, der synger, og er opbyggelig for den menighed, der lytter og synger med.

Derfor er børnekorsarbejdet helt klart fællesskabets ansvar, og den bevidsthed skal styrkes i fremtidens folkekirke.

Det er ikke alene organistens og korlederens ansvar. Ejheller kun forældrenes ansvar. Det er en menighedsopgave og dermed menighedsrådets ansvar. Det er afgørende for fremtidens korarbejde, at der er forståelse i menighedsrådene for, hvad børnekorarbejdet er og betyder – ja, ikke alene forståelse, men engagement og lidenskab for korsangen. Det er ikke noget, der skal puttes ind i organistens kvote, fordi det ser godt ud og ”so ein Ding müssen wir auch haben”. At påtage sig korarbejdet er stort og fælles ansvar. Det kan meget vel i fremtiden tænkes, at vi flere steder vil se samarbejde mellem sognene for at få et rekrutteringsgrundlag og for at få et mere dynamisk samarbejde på kirkemusikkens område. Det vil bidrage til glade korledere, der ikke brænder ud ved at stå alene med opgaverne. Men det altafgørende er, at fremtidens folkekirke tager sine børn og unge sangere til hjertet som det fælles ansvar og den centrale opgave, børnekorarbejdet er.

Det er fællesskabet om korarbejdet. Fællesskabet i korarbejdet er intet mindre end samfundsopbyggende. Der er få andre aktiviteter, der stærkere end korsang opbygger sansen for fællesskab og folkestyre. Her er hver stemme betydningsfuld, hver stemme tæller og danner tilsammen noget større. Hver enkelts indsats kan føles, og hvis den grundlæggende respekt, for ikke at sige kærlighed, mellem korsangerne indbyrdes og mellem korleder og sangere ikke er til stede, så bliver der ingen eller dårlig musik. Forståelsen for forskelligheden og værdien af forskelligheden og af, at fællesskabet netop lever af forskelligheden, har vores samfund i allerhøjeste grad brug for, hvis vi overhovedet skal have en fremtid. Den vision, kan folkekirkens børnekorsarbejde bidrage med til samfundet.

Alle de børn og unge, der er en del af dette fællesskab, vil være med til at styrke den form for fælles arbejde og fælles visioner i samfundet. Og det har vi rigtig godt af.

Musikken Folkekirken har som evangelisk luthersk kirke en særlig mission og vision, fordi musikken og sangen og opøvelsen af børn og unge i musik har en helt særlig plads i kirkeforståelsen og er et særkende for vores del af den hellige almindelige kirke.

Det er Luthers begejstring for den gode musik, Ars Musica, som teologiens søster, der forkynder evangeliet for hjertet ved at gøre hjertet glad, der sætter skub i den højtudviklede musik og sang, der præger og skal præge den lutherske gudstjeneste. Musikken er både en stor del af missionen – at give evangeliet videre – og af visionen – den evige lovsang, som hele skaberværket skal tage del i og som fuldendes i evigheden.

Når Luther i fortalen til “Geystliche gesangk buchlein” ønsker, at salmerne skal udsættes for fire stemmer, er det et udtryk for, at kravet om en høj kunstnerisk standard ikke skal slækkes, selvom en stor del af kirkemusikken ved reformationens vægtlægning på menighedssalmen lægges i munden på den udannede menighed, fremfor de uddannede sangere.

“Oc vilde jeg gierne, at disse Sang (åndelige sange og salmer, m.a.) kunde end oc settis oc siugis på fire stemmer, paa det at Vngdomen (som dog skal udi Musica oc andre  godeKonster opdragis) maatte haffue nogit til at fordriffue hine forgifftige Boleuiser og kiødelige sang met, oc saaledes faa Orsag til at offuergiffue dem oc skillie sig aff met dem. Oc i deris sted maatte lære nogit som Gudfryctigt er til deris Saligheds forfremmelse. Saa at det gode kunde saa met lyst aff Vngdomen (som dog bør at haffue sin lyst) annammis, oc idem indplantis.” (Luther, fra fortalen til “Geystliche gesangk Buchlein”, 1524. Cit.e. Hans Thomissøns oversættelse, 1569)

God musik betød for Luther kunstnerisk forsvarlig og godt udført musik, både af respekt for gudstjenesten, men også af hensyn til ungdommens opdragelse. Børnene skal lære at synge. Det ses klart af sangundervisningens plads i den luthersk-evangeliske skoleordning efter reformationen i Danmark: Ud af de 37 ugentlige undervisningstimer i købstadsskolerne beslaglagdes de 16 timer af henholdsvis sangundervisning og medvirken ved den daglige sanggudstjeneste i kirken: “Fra tolff ind til eth slæt skulle børnene eckon siunge, at de maa lære alleniste ey aff  en vane at siunge, men aff ret konst, icke heller vnder enfoldige noder alleniste, men oc saa Discant.” (Kirkeordinansen, 1539)

Dertil kom, at børnenes (d.v.s. drengenes) medvirken som kor ved højmessen var obligatorisk. Den vægt, der således blev lagt på sangundervisningen i skolesystemet, modsvaredes af den vægt, man fra kirkens side lagde på drengenes medvirken som kor ved gudstjenesten. I Kirkeordinansen indledes forordningen af gudstjenesten med “En skick om Børnesang i kirkerne”. Børnesangen opfattedes som noget fundamentalt i den lutherske gudstjeneste i enhver større kirke. Også i Kirkeritualet fra 1685 fastlægges skoledrengenes deltagelse i gudstjenesten.

Se, det var tider! Nu består visioner jo ikke i at se bagud og længes tilbage, (og det synes jeg personligt heller ikke er ønskværdigt, eftersom jeg med mit køn aldrig havde fået lov at synge med dengang). Men fornyelse og visioner springer ofte ud fra at gribe tilbage i forrige tiders idéer og føre dem videre på en ny måde.

At sangen i kirken er noget man skal øve sig på og oplæres i, er måske ikke et populært synspunkt i en tid, hvor der godt nok spejdes efter talent og usædvanlige præstationer i kulturen bredt, men hvor det er hævdvundet synspunkt, at i kirken må det ikke være svært. Det skal være for alle, og det vil sige for de forudsætningsløse. Frygten for det elitære hviler tungt over folkekirken. Børnekorarbejdet som visionært arbejde er at fastholde og arbejde under visionen om det fuldkomne og samtidig vide, at vi nåraldrig frem, men vi prøver. Vi øver.

Den lutherske bestræbelse på at blive dygtigere og på, at musikken skal blive bedre, er grunden under megen af den musikkultur og kirkemusikkultur, vi har i dag. Bestræbelsen er ikke fremmed eller ukristelig.

Det er en vision, at børnene og de unge skal lære noget. Børnene skal blive ”vel opøvet i musica” som en kunst, og ikke kun som en social begivenhed eller hyggeligt samvær. Det kræver en overordnet vision om noget godt og sandt og skønt at tale om kunst som andet end en aktivitet.

Vores børnekultur har i mange år været præget af, at vi øver de små i at stå på scenen og træde frem. Og vi giver dem applaus, stort set bare de står der. Vi har en kolossal klappekultur. Vi klapper ved en mindste anledning, når det gælder børn. Og det har jo et smukt udgangspunkt: Vi vil gerne vise dem kærlighed og anerkendelse. ”Du er god nok, som du er. Det er fint, det du gør. Du skal ikke skamme dig.” Og det er jo godt.

Men det har en slagside. For det kan komme til at betyde, at barnet, det enkelte menneske altid kommer til at stå i centrum – og ikke det, det egentlig skulle handle om: Frembringelsen, sangen, kunsten – det, der netop ligger udover den enkeltes person, og som bliver til imellem den udøvende og tilhøreren i en læreproces. Vi klapper ad barnet og ikke af det, det lægger frem for os.

Og det vil også sige, at klapper vi ikke, så rammer det barnet som person, fordi applausen opfattes som udtryk for kærlighed og anerkendelse og ikke som en reaktion på det, der er lagt frem, sangen, musikken.

Måske er en af de vigtigste indspark til kulturen fra folkekirkens børnekorarbejde, at her arbejder vi ikke kun for applausen. Når børnene har sunget, er der ikke altid nogen, der klapper. Chokerende – grænseoverskridende! Men hvis der ikke er nogen applaus, ingen ”stjerne for en aften, se mig på scenen, mor” – så begynder man måske at se sig om efter en anden mening med musikken og sangen. Og måske finder man den lige præcis i musikken og sangen selv.

Musikken og sangen kan blive et mål i sig selv – at gøre det så godt som muligt, at øve sig og blive bedre – ikke for at slå en rekord eller blive set og klappet af, men for at musikken skal blive god.

Det er virkelig en vision. Himmelsk på en måde. Der er i musikken og sangen en glæde, oplevelse, hengivelse, der overgår mig selv og min præstation. ”Livsaligt er det at glemme sig selv i andre”, siger H.C. Andersen i et eventyr.  Og det er så sandt. En kolossal, livsalig lettelse er det ikke mindst for børn og unge i vores fokuserede, succesfikserede tid at få lov at glemme sig selv i øjeblikke i musikkens og sangens dejlighed. Uden andet formål end visionen om den fuldkomne musik.

Indrøm, at det sker i glimt i folkekirkens daglige, stilfærdige til tider slidsomme korabejde! I glimt åbner himlen sig i musikken. Og den oplevelse er en gave på livstid for børn og unge.

Dannelse på krop og sjæl. Til visionerne hører også håbet om, at det ikke må gå sporløst henover børn og unge, at de har lært at synge og at synge i kor i kirken. At de må få en dannelse af krop og sjæl, som aldrig forlader dem.

Det er så konkret, som at pigerne vil blive lettet i deres fødselsarbejde, når de har gået til kor, fordi de har lært at trække vejret. At såvel drenge og piger får et andet og mere glædesfyldt forhold til deres krop, nemlig ikke som en udstillingsmontre eller præstationsmaskine, men som et levende musikinstrument, en dansende, syngende, åndende rytmisk krop.

– At de må møde poesien, digtningen, der giver billeder og ord for det uudsigelige, så deres oplevelse af verden bliver mere intens – så de ser hører og føler og lugter og smager verden med poesiens sansning – mærker sommernattens korte svale, hører fredsskovens nattergale og den yndige rislen i engens bæk af livets flod, lugter roser og liljer, smager honningkage og bitter skål, ser skoven falme og ødemark stå hvid, og mærker lyset tændes i mørkets skød

– At de må få del i erindringen, som bor i sangen, og sangene må blive en del af deres livsforståelse og livshistorie. Så når de står ved afgrunde og grænser i deres liv, at de så må have et forråd af sange, ord og toner, så de ikke skal være ensomme og forladte i deres egen fortvivlelse eller uoverkommelige glæde, men at der altid må være en sang, der falder dem ind.

Krop og sjæl og ånd hører sammen og taler sammen i sangen. Her er det hele menneske i sving og svingninger. Det er den bedste baggrund for at forstå sig selv som et helt menneske, og som en del af fællesskabet med andre mennesker.

Og endelig er der den enkeltes indøvning i troens sprog. Det er jo ikke løgn, at vi stiger ”syngende i himmerige”. Da jeg var barn, sang jeg i Dronninglund kirkekor lige fra jeg kunne få hagen over rækværket på pulpituret, og når der så var altergang, så løb – eller gik – vi ned til alters. Og efter altergangen sang vi altid: ”Lykkes og trives,/ styrkes, oplives/ skal dine små,/ vokse i kræfter,/ stige herefter,/ højeloft nå,/ himle, hvor øjet, som græder ej mer,/ gudernes Gud i sin herlighed ser.” (DDS 414). Og det passede altid med, at vi lige præcis trampede op ad trappen til pulpituret under ”vokse i kræfter,/ stige herefter,/ højeloft nå.”- og så var vi jo oppe på højeloftet, på pulpituret. Den tur op af trappen var altid forbundet med en særlig lykkefølelse, fordi man på en eller anden måde var på trappen til himmerigs sal på vej til den ultimative vision – at se Gud ansigt til ansigt. Deroppe på pulpituret.

Det er et eksempel på, at sangen bliver tolket ind i hvert barns liv, forstået på sin egen måde og sat i forbindelse med eksistensen og troen. Sangen er et sprog for troen, måske en vej for troen, og noget, som man ikke kan sige. Det er ikke noget, vi behøver at tale højt om, men det er jo ikke kun musen, der i sangen kan synge ”- jeg har aldrig følt himlen så nær som nu”.  Vi kan kalde det en religiøs oplevelse af sangen, men det er faktisk mere, for det er aldrig kun den enkeltes religiøse oplevelse. Det er samtidig en oplevelse af fællesskab, hvor den enkelte ikke opløses, men netop er ved sine sansers fulde brug. Og det er salmer og sang og musik og ord, som ikke kun lever i øjeblikket, men som barnet og den unge kan tage med sig, som et sprog for bøn og gudsforhold hele livet.

Jeg kender mindst to, som hævder at deres liv, måden at møde verden, andre mennesker, samfundsliv og sig selv, troen, håbet, kærligheden aldrig ville havde været det samme uden folkekirkens børne- og ungdomskor. Den ene er jeg gift med, den anden er mig selv. Det giver grund til at formode, at landet er fuld af børn og unge voksne og halv- og helgamle, der har det på samme måde.

Folkekirkens børnekorsarbejde har store visioner. Handlingsplanerne må vi hjælpe hinanden med.

Sangen er, som sandheden og kærligheden, konkret. Den finder sted blandt dem, vi nu er. Det er forskelligt, hvordan vi lokalt skal arbejde for sangen og med sangen. Og visionerne skal aldrig bruges som en alenstok til at slå os selv eller hinanden oven i hovedet med, at det ikke er godt nok.

Visionerne minder os om, at vi er på vej altid. Vi øver os til stadighed på det, der først bliver fuldkomment i evigheden. Og det er en stor fornøjelse og et stort arbejde at være udøvende sammen med børn og unge, – udøvende, opøvende, prøvende, syngende – vi er nutids tillægsmåde imellem mission og vision.

Marianne Christiansen