Der sidder en lille grå fugl ude i fyrretræet. Jeg vil gerne vide, hvad den hedder. Ligesom de bregneagtige planter med hvide skærme, og de gule, der ligner raps, men ikke er det. Jeg vil gerne vide, hvad det hedder.

Ja, måske ikke hvad de kalder sig selv, for det kan jeg hverken høre eller udtrykke. Men hvad mennesker kalder dem. De mennesker, der har kigget p å dem før mig og syntes at de var smukke eller smagte godt og givet dem et navn, så de hedder noget andet end gråspurv, bregne og raps. Man kunne selvfølgelig bare nøjes med ”fugl” og hvid blomst” og ”gul blomst”. Og selv er de jo nok ligeglade med, hvad jeg kalder dem. De er i det hele taget ligeglade med mig. Men min glæde ville vokse, hvis jeg havde et navn til dem, som jeg delte med andre mennesker.

Det er et sært og filosofisk gennemtænkt spørgsmål, om verden bliver til i sproget. Eller rettere sagt: Om verden bliver til for mennesket i sproget. Kan vi forholde os til noget, som vi ikke har et sprog – tegn eller ord – for? Er det ikke sådan, at alt, hvad der betyder noget for os, vil vi forsøge at give et navn? Og er det et navn, jeg kan dele med andre mennesker, så er jeg ikke ensom, – så kan jeg dele glæden eller frygten for verden.

Forløsningen fra ensomhed ligger i at få sprog. Det ved det menneske, der af en eller anden grund har mistet sit sprog. Alle kræfter må sættes ind på at få et nyt sprog – om så det er med tegn eller staveplade eller blinken med øjenlåget. Hvad som helst, der kan blive en vej til at dele verden med andre mennesker.

Det vigtigste, vi kan give vores børn, er sprog. Kærlighed, naturligvis – men kærligheden giver også sprog. Egentlig er al form for undervisning og ”læring” et spørgsmål om at give og få navne for verden – fænomenerne i verden, følelserne i livet, erfaringerne, historien, ret og uret, skønheden, og rædslen.

I de gamle folkeeventyr hed det: Kender du troldens navn, så har han ingen magt over dig. Men det modsatte er også tilfældet: Du må kende den elskedes navn, for at kunne høre sammen med ham.

Poesien giver sprog, det gør matematikken, teologien, naturvidenskaben og musikken og fysikken og al anden form for viden også – så længe det er en viden, der på en eller anden måde er udtryk for kærlighed til det, den vil vide noget om og give navn.  Viden er ikke information. Den er sprog til at dele kærlighedsforholdet til verden med andre mennesker.

Jeg ville også gerne vide, hvad alle stjernerne hedder – udover Karlsvognen og Orions bælte.  Jeg håber, jeg når det, inden jeg dør.

(“Etisk set”, klumme i Kristeligt Dagblad d. 18. maj 2009)