Om salmen ”Lille Guds barn, hvad skader dig”

”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?  Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?”

Sådan siger Jesus i Bjergprædikenen i sin berømte opfordring til ubekymrethed (Matthæus 6, 24-34): Se på himlens fugle og markens liljer – når Gud har sådan en omsorg for dem, hvordan kan I så tro, at han ikke skulle have endnu mere omsorg for jer, er hans børn? Så lad være med at bekymre jer for dagen i morgen.

Det lyder så enkelt – og det er det vel også – og det er så svært. Grundtvigs salme ”Lille Guds barn” er på samme måde på engang barnligt enkel – og er stadigvæk en af de første salmer, børn lærer – og barsk i konfrontationen med det vilkår, som altid ligger bag vores frygt for dagen i morgen: Døden.

Enkeltheden ligger i den strofiske form, i det lidt hverdagsagtige omkvæd ”O, gud ske lov!”, og i selve udgangspunktet og afslutningen, hvor den, der synger, bliver tiltalt af salmen: ”Lille Guds barn”.

Dermed begynder og slutter Grundtvig med svaret på spørgsmålet: Hvordan skal man dog kunne lade være med at bekymre sig for livet? Det meste af al menneskelig aktivitet går jo netop ud på at sikre sig over for dagen i morgen, dybest set i frygt for døden.

Svaret er: Det eneste, der kan løfte bekymringen væk fra menneskelivet, er tilliden til, at du er Guds barn. Lille – men lille på den gode måde, lille som et elsket barn, der tør forvente omsorg og kærlighed, lille som et dåbsbarn.

Alting begynder og slutter i tilliden til dåbens tilsagn ”Du er Guds elskede barn”. Den tillid giver bogstavelig talt salmen form: Den begynder og slutter med at kalde os ved barne-navnet – på samme måde som i salmen ”Sov sødt, barnlille”, hvor fuglen og blomsterne også er med i første vers for at minde om himlens fugle og markens liljer og ubekymretheden. Tilliden til dåben som eksistensgrundlag er bærende i utallige af Grundtvigs salmer – f.eks. DDS 407, 441, 443, 444, 445, 379, 388, 586.

Når begyndelsen og slutningen en gang for alle er givet i tilliden til, at vi i forhold til Gud er elskede børn, så kan bjergprædikenens opfordring til ubekymrethed udfoldes. Så bliver den ikke et overmenneskeligt krav, men tværtimod en trøst og opmuntring. Du skal ikke bekymre dig – ikke fordi det er forbudt, men fordi du ikke behøver. Du skal ikke frelse dig selv. Du er frelst og du bliver frelst og du kommer frelst igennem.

Salmen er holdt i du-form – som tiltale, ligesom Jesu tale, men i salmen altså i ental: Du enkelte lille menneske.

Det betyder en større inderlighed og trøst, fordi frygt og bekymring netop lever af, at man er alene med den. Salmen taler ind i ensomheden.

Salmen er som alle Grundtvigs salmer gennemsyret af bibelhenvisninger, skjulte eller åbenlyse, samtidig med, at der tales direkte til de menneskelige erfaring.

Den begynder i påmindelsen: ”Tænk på Fader i himmerig” – som det er hele Bjergprædikenens røde tråd: Tænk på Guds nåde og kærlighed, og se så at finde ud af at leve i lyset af den. Henvisningen til Guds almagt er på engang et ekko af lovsangene i Det gamle testamente og af Paulus, når han siger: ”Hvad er der mere at sige? Er Gud for os, hvem kan da være imod os” (Rom 8, 31) Og så opremser Paulus alle de frygtelige ting, der kan komme over mennesker, men tilføjer triumferende, at uanset hvad der sker, kan intet skille os fra Guds kærlighed.

Den samme tillid på trods af verdens barske vilkår, der gør sig gældende i ”Lille Guds barn. Der er ikke tale om, at Guds børn lever et sikret, succesrigt liv, men om, at de i alle forhold er Guds børn – og derfor må øve sig i ikke at bekymre sig for dagen og vejen.

”Føden og klæden, hus og hjem” i 2 vers er tydeligvis ikke materielt ment, for maden er Guds ord, og hjemmet er Faders hus – Himmelen, det evige liv, som er at kende Gud,(Joh 17, 3). Hus og hjem er barneforholdet til Gud.

Så fremhæves fuglen – tilsyneladende for dens udsathed og nøjsomhed, men måske nok mere som billedet på den opfordring, som Bjergprædikenens opfordring til ubekymrethed munder ud i: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift (Matt 6,33)”: Den finder et frø, selv der, hvor dem der har haft mulighed for at sikre sig og bygge lader (jf. Lukas 12,13-21 om den rige bonde) dør af sult. Det frø kunne godt tænkes at være frøet fra lignelsen om Himmeriget, der ligner det mindste lille sennepsfrø, men vokser op til et helt træ, hvor himlens fugle bygger rede i dets grene (Matt 13,31-32) – fuglen illustrerer, hvad det vil sige ikke at tjene mammon, pengenes og rigdommens gud, men derimod at søge Guds rige i det små. På den måde væver Grundtvig Jesu billede sammen med andre billeder fra hans lignelser, så der opstår et fortættet billede af både bibelske tråde og umiddelbar naturerfaring.

Og blomsten, der kommer op og går minder både i skønhed og forgængelighed om Salme 103 i Det gamle testamente om menneskets lid, der er som græsset og markens blomster – forgængeligt. Men så kommer påstanden (Jesu) at et menneskebarn er mere værd for Gud en blomst – faktisk en påstand som ikke ethvert moderne økologisk bevidst menneske kan sluge med god samvittighed: Skulle mennesket være mere værd end resten af naturen? Men svaret giver sig selv, hvis det er ens eget barn, man taler om. I kærligheden for mennesket sin værdi – og Jesus påstår, at Guds kærlighed gør hver enkelt barn mere værd en markens blomster: ”Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.”(Matt 18, 10-11), siger Jesus et andet sted, og også det billede på kærlighed til de mindste – at hvert menneskebarn er repræsenteret ved en engel,. der står for Guds åsyn og har hans opmærksomhed, – er vævet med ind i salmen.

Og sluttes salmen i dåbs-navnet ”Lille Guds barn”: Stol kun på ham og hvil i fred”. Der er jo en dobbelthed i det udtryk: Lev i en hvilefuld tillid – men i dagligsproget er det et udtryk for døden.

Og det er da også i livtaget med døden, salmen ender: Engang skal du dø, så sikkert som amen i kirken og solnedgangen, og også der er du Guds barn og arving til Guds herlighed – hvad det så vil sige, vil vise sig. Det behøver du heller ikke bekymre dig om.

(fra et projekt i Grundtvigsk Forum i 2008, hvor et antal af Grundtvigs salmer blev sat i nye kor-arrangementer og kommenteret)