Påskedag i Thisted kirke d. 12. april 2009.

Glædelig påske! Dans, syng og le, for det er påske.

Over hele jorden fra New Zealand til Grønland, Manchuriet til Ildlandet genlyder i dag og i tiden, der kommer, når menighederne i den ortodokse kirke i Rusland, Grækenland, Iran og Irak, Etiopien og Ægypten og alverdens steder fejrer påske – over hele jorden genlyder råbet: ”Kristus er opstanden” – og svaret – ”Ja, han er sandelig opstanden!” – ligesom vi nu har hørt påskeevangeliet og svaret med en salme, der har vandret gennem verden i 1000 år: ”Krist stod op af døde.”

Alle vegne festes der på forskellige måder i forskellige kulturer – her hos os med æg – opstandelsens og det nye livs symbol, (også selvom de er af chokolade eller kogte), lam til minde om de jødiske påskelam, og Kristus som offerlammet, påskeliljer, spæde blade, der åbner sig – og påskeharen, ja, den er kommet hoppende ind vestfra som en hedensk skik fra den keltiske forårsgudinde Easter og hendes symboldyr haren. Det er ligesom i julefesten: Hedenske og kristne skikke blander sig i fejringen, – naturreligion og glæden over foråret bliver gennemlyst at forkyndelsen af meningen i naturen, gennem naturen over og under: Opstandelse fra de døde, Guds kærligheds sejr i Jesus Kristus over død og ondskab og skyld.

Det er påske, det skal fejres – og vi burde egentlig fejre det, som man gør de sine steder i den ortodokse kirke, med påskelatteren: At mennesker tidligt påskemorgen samler sig  og begynder at le, hjerteligt og dybt og befriende, – le ad døden og Satan, der er blevet snydt, fordi Guds søn gik under i lidelsen og døden og gik til Helvede, hvor alt og alle er forladt af Gud,  og dér overvandt han døden og Satans magt og har befriet alle mennesker fra frygt for død og helvede – det er nok værd at le  af.

Det siges at det også i Vesteuropa, i hvert fald så langt som til sydtyskland, stadig i 16.00-tallet var skik, at præsten påskedag skulle få menigheden til at le under prædikenen, ellers var det ikke rigtig påske – og det siges så også, at biskopperne udrensede skikken, fordi præsternes vitser efterhånden blev så usandsynlig platte. Og derfor gør jeg ikke noget forsøg. I må more jer derhjemme. Bare I morer jer, bare I glæder jer – fordi det er påske.

Kristus er opstanden – ja, han er sandelig opstanden! Hvordan når man fra den ene sætning til den anden?

Fra råbet, der lyder og har genlydt gennem historien fra Maria Magdalene, Maria og Salome – der først var rædselsslagne, og siden gav råbet fra sig: Han er opstanden. Hvordan når man fra råbet, der lyder i kirken og evangeliet, i historien, til selv at bekræfte det: Ja, han er sandelig opstanden.

Hvordan kan vi sige: ”Ja det er han sandelig”, når vi ikke aner noget om det, når vi bare har hørt et rygte, og når vi overhovedet  ikke kan forstå eller få ind i hovedet, at nogen kan opstå fra de døde?

”25 % af danskerne tror på, at Jesus genopstod fra de døde”, var den store overskrift på Politikens forside i går. Så kan man alt efter temperament regne på om det er et højt eller lavt tal – der er bare det problem, at de kristne tro ikke har noget med genopstandelse at gøre – hverken, at Jesus skulle være genopstået eller vi skal genopstå.

Genopstandelse – det ligger jo, at noget eller nogen skulle vende tilbage og alting skulle blive, som det var. Når et band genopstår, eller et lukket firma, eller en forfalden bygning genopstå eller genopbygges. Det gamle kommer tilbage igen, og det er meget ofte vores livs længsel, at det gamle måtte komme tilbage. At alting måtte blive som det var engang.

Men det er ikke påskens forkyndelse eller dåbens bekendelse.

Den er opstandelse.

Opstandelsen hedder på græsk, det Nye Testamentes sprog, anástasis – som går over  i Anastasias navn (som vi lige har døbt) Op-stand, op-sætsighed, op-standelse, en bevægelse opad.

Noget nyt, noget, der opstår, kommer, som solen der stiger op til en ny dag.

Jesu opstandelse fra døde og råbet om den er et opråb om noget helt nyt. En sprække i verdens orden, som lyset vælter ind ad. – den er det nye håb om den ukendte fremtid – som glæde og lys.

Hvis Jesus var genopstanden, så var offeret, syndebukken, vendt tilbage med al skylden – og have givet sine bødler og sine elendige disciple dårlig samvittighed – så kunne de lære det. SÅ ville Jesus stille og roligt være vendt tilbage ti hverdagen sammen med sine disciple, og fortsat det gode arbejde.

Men det er ikke, hvad der sker. Kvinderne møder en tom grav og en engel, ikke engang mindet om uretfærdigheden og sorgen i hans døde krop finder de – men en besked om, at den korsfæstede nu er den opstandne, og han er gået i forvejen for dem – han er foran dem i fremtiden – ikke bag dem i mindet.

Og det er ikke de trofaste disciple, den faste stab, der kan fortsætte ligesom i gamle dage med den gamle orden.

Nogen, som ingen regner for noget, nemlig kvinderne, der mest var med for at være tjenere for de andre – det er dem, der får råbet. Og de er ikke smarte og selvsikre og har en kommunikationsplan eller en ordentlig ledelse, de er hunderædde og løber af sted i spredt uorden og siger først ikke noget, og da de endelig siger noget, er der ingen, der vil tro på dem, for hvorfor skulle de det? Man kan ikke opstå fra de døde.

Bare en bevægelse, et råb, et løb ud i verden. Fortæl videre, I, som ingen regner med. Fra jeres mund skal råbet om det nye forplante sig gennem tiden. I får ingen beviser med, ingen argumenter, ingen sandsynlighedsberegning, kun et ord, et håb. Lige så sårbart og stærkt som en lysstråle –– ganske nem at vende sig væk fra eller lukke øjnene for.

Og lige så åbenlys stærk til at stråle videre gennem tiden i menneskers liv, når der pludselig opstår håb, når en pludselig glæde bryder gennem som en latter, et spring af glæde i livet, så svaret kommer helt af sig selv: Ja, han er sandelig opstanden.

Der er ingen argumenter eller beregninger, der kan nå fra råbet om opstandelsen til modtagelsen og svaret. Det går helt af sig selv. Det er Guds ord i sig selv, der skaber glæden. Som en latter, der bobler frem, så man kommer til at le med og bliver glad, mens man ler, endnu inden man helt forstår, hvad man ler ad.

Som vi sang før i ”Påskeblomst hvad vil du her”, og vandrede rundt med Grundtvig ude i haven og spekulerede over opstandelsen: Er det sandt? Er Kristus opstået? Er der mere at sige om os, at livet ender med døden, og mindet om gamle dage?

Og så er der ikke andet at gøre end at drikke bægeret, en dråbe af påskeblomstens gule bæger, en dugdråbe af håb, et nadverbæger af uforståelig glæde og tage ordet ind – for det er Gud, der skaber svaret. Før eller senere, ligesom hos kvinderne, der først ikke kunne sige noget, fordi de ikke forstod nogen ting og var bange – og så pludselig eller langsomt, – ingen ved det, et eller andet må der være sket, der gav dem mod – blev det levende for dem, så de turde åbne munden – sådan også  for os med påskeblomsten i hånden og hovedet fuld af tanker,  før eller senere kommer svaret af sig selv, skabt af ordet: ”Ja, jeg ved du siger sandt! Frelseren stod op af døde.”

Ja.

Ja, han er sandelig opstanden, ja, jeg vil døbes på den tro.

Vi er i dåben genfødt til det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og det vil sige til at leve og dø med håb, og til at give råbet videre. Ikke fordi vi selv kan få ind i æggeskallen, hvordan alting skal blive godt, hverken i dette liv eller i evigheden, hvis det ikke bare kan blive som det var – men bare fordi råbet, lyssprækken i livet, vil bringes videre, stråle ind i fremtiden: Kristus er opstanden

Så vil livet og dagligdagen vise, hvad det betyder: At opstandelse og oprejsning af ofrene er Guds mening og vilje. At offerlammet er livsfyrsten.  At Guds kærlighed overvinder døden.

Vi erfarer, oplever opstandelse i dette liv, når Kristus møder os i dagligdagen og ånder nyt mod i livet, når det uventede gode sker, når vi bliver tilgivet, når håbet giver mennesker nye kræfter til at tage imod fremtiden som fuld af håb og ikke som en trussel, og tage fat på alle de ting, der ligger lige for, om det så gælder klimakrise, finanskrise eller alle de kriser vores personlige liv er fuld af – med håb. Og i det hele taget se al den opstandelse, som vi dagligt er omgivet af.

Og den store ufattelige opstandelse fra de døde i evigheden kan vi roligt overlade til Gud (vi kan heller ikke rigtig andet!). Det har vi ingen forstand på. Men hvis påskeglædens sprække af forårslys ind i dette liv er førstegrøden, forvarslet, så bliver opstandelsen og det evige liv glæde, glæde, glæde og lys over al forstand. Og selvom vi ikke kan le og skraldgrine af påskelatter hele tiden, så skal opstandelsens håb leve i os, også som et stille englesmil selv i sorgen.

Så lad os fejre glæden i dag og alle dage, resten af livet i solstrålen fra graven. Sandelig er han opstanden.