Mørk er november

Mørk er november og løvfaldet slut,

vandet begynder at fryse,

lyset fra solen og blomsterne brudt –

da må vor hjerte selv lyse.

Synge vil vi, legen er magt,

mer end beregning, forstand og foragt

værn mod det sorte og tomme.

Om der svæver dødelig dræ,

vil vi dog elske og plante et træ:

frugter kan uspået komme.

(Thorkild Bjørnvig, november 1959)

Andet er der ikke at sige lige nu. Over for klima, terror, bandevold, eksistensens sårbarhed og mørke.

Mere end beregning, forstand og foragt er sangen, samværet, legen og livsglæden værn mod det sorte og tomme, der kommer over os og imellem os, eller vælder frem inden i som angst.

Der lyder banalt og naivt, når det siges, og alt for svagt til at have nogen gang på jorden, i realpolitikken og på gaden, hvor magt og vold og frygt regulerer samværet mellem mennesker.

Derfor er vi nødt til at synge om det. Så findes det og bliver fundet. Sangen, legen, kærligheden, et træ, der gror på trods af alle forudsigelser.

Sangen har kun det ene vers. Det spænder fra fortvivlelse til håb – og så er der ingen grund til at gøre den længere, for længere end til håbet kan vi ikke komme i dette liv. Det er i år 50 år siden, Thorkild Bjørnvig satte ordene sammen og satte dem til melodien fra 1500-tallet, som kendes fra Morten Børups forårssang ”In vernalis temporis”/”Frydeligt med jubelkor/hilses vårens komme”. Efterårsord på forårsmelodi.

500 år klinger i melodien, 50 år i ordene – fra reformationstidens uro og frygt for verdens undergang, til den kolde krigs frygt for verdens undergang, til vor tids frygt for verdens og vores egen undergang: Altid samme frygt, men med forskellige anledninger, i forskellige udfordringer og båret af forskellige mennesker. Det tager ikke frygten fra os, og det skal det heller ikke. For frygten giver vinger, frygten åbner øjnene og føder handling og forandring. Kun den, der kender frygten, kan være virkeligt modig.

Modet til at håbe midt i frygten er lagt ned i den lille sang. Synges vil den.

November 2009